søndag den 20. januar 2019

At leve på en løgn

Af #Phine

" De har malet et billede af en perfekt barndom, som var så god som den kunne blive og jeg har troet på dem. Jeg har i 20 år overbevidst mig selv om at det var mig der huskede forkert."


I mit tilfælde lever begge mine forældre endnu. Dog hver for sig. Min far stadig med et heftigt alkohol misbrug og min mor med en masse psykiske faktorer.
Min hukommelse har valgt at slette mine første 9 leve år fra min hukommelse. Alt er væk. Lige fra første skoledag, fødselsdage og mit barndomsværelse. Jeg kan intet huske. Det vil også sige at jeg har et kæmpe hul i min identittet. Hvorfor har jeg været så vred? Hvorfor har jeg som voksen stadig galoperende angst. Hvorfor er jeg som voksen stadig bange for mørke?
 
Det må da komme et sted fra. Jeg har flere gange konfronteret mine forældre med de tanker og alt det jeg kæmper med. Jeg har spurgt dem omkring de få konkrete situationer jeg kan huske, men hver gang får jeg samme svar ”din barndom har været normal” og ”jeg husker ikke de episoder du nævner”
 
I over 20 år har mine forældre tiet min barndom og fortid ihjel. De har malet et billede af en perfekt barndom, som var så god som den kunne blive og jeg har troet på dem. Jeg har i 20 år overbevidst mig selv om at det var mig der huskede forkert.
I en alder af 21 gik det op for mig at noget var galt. Min veninde som jeg har kendt siden børnehaven og hvis forældre var tæt på mine, gav udtryk for at der altid havde været kaos og uro i mit barndomshjem.
Der gik det op for mig at alle mine ting jeg kæmper med skyldes en ting, nemlig omsorgssvigt.
I dag er jeg snart 29 og jeg har stadig ikke fået opklaret hvordan mine ni første leve år var. Jeg får det sikkert heller aldrig at vide.

"Det er smerten i at ens forældre
i snart 29 år, har fortalt mig at jeg er anderledes og forkert og skal tage mig sammen, når det i bund og grund er dem som er skyld i det."


For mig er det ikke kun det at mine forældre fortrænger/lyver om tingene. For mig er det mest smerten i, at det fratager mig retten til at have det som jeg har det. Havde det taget ansvar og sagt ligeud, at min barndom har været kaotisk og det godt kan forstå jeg ikke er kommet hel ud. Så havde jeg kunne være som jeg er. Men når de placerer ansvaret hos mig, og fortæller at min barndom var fin. Så er det pludselig mig der er underlig fordi jeg kæmper med de ting jeg gør.
 
 
 
Det er smerten i at ens forældre i snart 29 år, har fortalt mig at jeg er anderledes og forkert og skal tage mig sammen, når det i bund og grund er dem som er skyld i det.
Skulle jeg give et godt råd til alle forældre derude. Uanset misbrug eller ej. Så er det at tage ejerskab og ansvar for de følelser ens børn sidder med. Det kan have kæmpe konsekvenser for ens børn ikke at gøre det.


tirsdag den 15. januar 2019

Jeg mistede lidt min mor

Af #Cecilie
"Hun blev, ligesom jeg fanget i alkoholen som medmisbruger, vi ændrede adfærd som en kamæleon ændrer sin farve, vi indordnede os alt"


Jeg var voksen, 34 år, da jeg pludselig mødte ordet medafhængig.Jeg har altid haft en godt forhold til min mor, jeg har følt vi kunne snakke om alt, og hun var hjælpsom og omsorgsfuld, jeg stolede 90 % procent på hende, hvilket var pænt meget på min rangliste, hun var den højst placerede. Vi kunne grine så vi tissede i bukserne, vi kunne også græde sammen når min far kom fuld hjem.

Jeg følte hun var den voksne, som tog sig af os, mig og min lillebror. Hun passede os op, på alle leder og kanter, ligesom hun gjorde med min far, det var ligesom en vane for os.Jeg har tit følt min mor, som min bedste veninde, da kun vi, kendte til de ting der kunne ske bag de idylske vægge. Hun havde ikke rigtig nogle veninder selv, og jeg nød at snakke med hende.Da jeg flyttede hjemme fra, følte jeg, at jeg svigtede hende, og vi mistede en stor del af omsorgen til hinanden. Vi fik gennem årene bygget en ny mor-datter relation op, hvilket var dejligt, da jeg savnede min mor, men vores forhold var meget anderledes, da jeg nu så det hele på afstand.


Jeg er ked af det, ked af det på min mors vegne, ked af at hun ikke formåede andet med sit liv. Men hun kendte trygheden fra sin egen barndom, og fandt sin trøst hos min far.



Hun blev, ligesom jeg fanget i alkoholen som medmisbruger, vi ændrede adfærd som en kamæleon, ændre sin farve, vi indordnede os alt, vores sanser kørte på højtryk og angsten var der altid, frygten for endnu et vredesudbrud.Der som 34-årig, mistede jeg lidt min mor, midt i alt larmen, mellem råb - nedværdigende sætninger og slag. Hvorfor sagde hun ikke noget? hvorfor gjorde hun ikke noget? Hun kunne have været gået sin vej?



I dag ved jeg, at min mor gjorde det bedste hun kunne, ud fra det hun havde med sig, og det samme for min far. Jeg har bevidst valgt at skubbet hende længere væk fra mig, da min hjerne siger, ”hun har også svigtet dig”, men mit hjerte savner min mor og den ærlighed vi delte.Jeg vil gerne tale med min mor om dette, nyopdagede formulering, da jeg har brug for svar, da jeg ikke selv husker ret meget, men ved endnu ikke hvordan jeg skal gribe det an?Uanset hvad forsvandt der lidt af min mor, fra mit hjerte, den dag.

torsdag den 10. januar 2019

Under facaden


Af #Chrisanne
"Jeg lærte i en tidlig alder at gemme de blå mærker eller finde på kreative forklaringer, og ikke give udtryk for smerte eller ubehag."


Dette er mit første indlæg, og selvom jeg i flere år nu har tænkt på at skrive om min opvækst, er det alligevel lidt angstprovokerende endelig at gøre det. Men jeg gør det alligevel, for min historie skal frem, tabuet skal brydes.

Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 2 år gammel, og min far døde da jeg var 8, så størstedelen af min barndom har foregået alene med min mor. Det har altid været kendt af mine omgivelser at der var problemer derhjemme, men i hvilket omfang forblev så vidt muligt en hemmelighed. Kom folk tæt på, blev det hele lige let og elegant fejet ind under gulvtæppet, de tomme flasker blev fjernet og hjemmet ryddet op så ingen så, hvor slemt det egentlig stod til. Jeg lærte i en tidlig alder at gemme de blå mærker eller finde på kreative forklaringer, og ikke give udtryk for smerte eller ubehag. Jeg turde ikke fortælle nogen hvad der i virkeligheden foregik derhjemme, af frygt for hvad min mor så kunne finde på, og jeg havde aldrig kammerater med hjemme, for ingen skulle opdage noget. 



Min mor er alkoholiker, og var gennem størstedelen af min barndom voldelig mod mig på daglig basis, men det forblev en velbevaret hemmelighed indtil jeg kom på efterskole. Faktisk så stor en hemmelighed, at selv nær familie er blevet chokerede når jeg har fortalt, hvad jeg har været igennem med min mor. Jeg fik kontakt med en del af min fars familie efter min farfar døde for 2 år siden, og de har fortalt at det netop var pga. min mors måde at behandle mig på, at de droppede kontakten til hende og mig. Det gjorde rigtig ondt at vide, for jeg troede egentlig ikke jeg havde ret meget familie, og har altid været misundelig når klassekammerater snakkede om deres store familier, så at vide jeg faktisk havde den familie, men min mor havde stået i vejen for at vi kunne have kontakt, gjorde ondt.

"Min mor var dog blevet varslet om mødet i forvejen, så som altid var hele huset clean, ingen tegn på misbrug"


Da jeg var barn var der ikke ligeså stort fokus på børns trivsel og problemer i hjemmet som der er i dag, og det var ikke på samme måde udbredt at hverken omgangskreds eller børnehave, skole osv. Underrettede kommunen ved mistanke om mistrivsel. Jeg ved at der er en del der har haft mistanke om at jeg ikke trivedes hjemme, men de fleste gjorde ikke noget, nok af frygt for hvad der ville ske, eller de lod tvivlen komme min mor til gode. Nogen må dog på et tidspunkt have været bekymrede nok til at kontakte kommunen, for kort før min far døde kan jeg huske at der kom en dame fra kommunen hjem til os. Min mor var dog blevet varslet om mødet i forvejen, så som altid var hele huset clean, ingen tegn på misbrug, der blev støvsuget i alle hjørner, opvasken som ellers kunne stå i flere måneder blev pludselig ordnet osv. Det eneste der kom ud af det hjemmebesøg var derfor, at min mor fik bevilliget aflastning til mig, og hun skulle til nogle møder engang imellem, samt damen fra kommunen skulle på opfølgende hjemmebesøg fra tid til anden. Ingen af de besøg var dog uanmeldte, så der skete altid det samme, og resultatet forblev det samme. De opdagede aldrig min mors misbrug eller at hun var voldelig. Det forblev hemmeligt, facaden var stadig intakt.

lørdag den 5. januar 2019

Bebrejdelser

Af #Nini

"Hvordan kunne de ikke opdage, at vi var instruerede i at sige og gøre bestemte ting? Var det ikke det de var der for?"



Når man sidder her som voksen og har fået sat hele sin barndom lidt i perspektiv, så kan man, eller jeg, ikke undgå engang i mellem at ”træde ind” i rollen som den lille pige, jeg var engang. Jeg får lidt ondt indeni, får ondt af mig selv, og stiller spørgsmål om ”Hvorfor?”.

Før facaden derhjemme kraklerede, havde vi en familie. Vi tog til familiefødselsdage og andet normalt, med den smule familie vi havde.

Da sandheden og kaoset kom op til overfladen, afskrev den biologiske familie os. Sikkert for at skåne dem selv for ballade. –Men hvordan kan man bare lukke øjnene for børnene fanget i kaoset? ”Hvorfor” greb de ikke ind?

De forskellige mænd i min mors liv ’s familier syntes vidst ikke synderligt meget om mig. Det fortalte min mor mig i hvert fald sommetider. Al den ballade jeg kunne skabe, når jeg blev sur og ked, fordi min mor fx besluttede at drikke sig fuld juleaften. –Det var min skyld og mig der skabte en dårligt stemning…

Jeg husker at kommunen var inde i vores liv i en periode. Hvordan kunne de ikke opdage, at vi var instruerede i at sige og gøre bestemte ting? Var det ikke det de var der for?

Hvorfor opdagede skoler og andre pasningsordninger ikke at vi mistrivedes? Jeg husker i hvert fald at jeg tit reagerede fuldstændig uhensigtsmæssigt på ganske basale ting – og at jeg endda betroede mig til en enkelt lærer.



Jeg har senere fået fortalt, at da mine klassekammerater i de små klasser, og deres forældre anede uråd, mødtes de og talte om mig og min familie. -Ikke om hvordan de kunne hjælpe, men om hvordan deres børn ikke længere måtte lege med mig.

Da min mor døde, dukkede den biologiske familie op til begravelsen med alt deres dårlige samvittighed, som jeg skulle rumme og mane til jorden… Men har man hørt fra dem siden?

Jeg ved godt at det ikke gavner nogen, og slet ikke mig selv, at hænge sig i fortiden eller at bebrejde de mennesker der var i den. Det er faktisk ganske grænseoverskridende at indrømme at jeg engang imellem får lidt ondt af den lille pige.


Med mit indlæg HÅBER jeg bare, at de mennesker som oplever børn fanget i en form for kaos, vil reagere – på den ene eller den anden måde!

søndag den 30. december 2018

Da sårbarheden flyttede ind – tid til eftertanke


Af #Hope

"Det er som om den lille usikre og bange pige, hendes længsler, hendes skam og ensomhed stadig er en del af mig."

 
I mit forrige skriv, delte jeg, hvordan min barndoms hændelser og fortrængte følelser indhentede mig i en alder af 42.  Det var som om, at der i takt med, at jeg tabte ca. 20kg blev skrællet en masse følelsesmæssige lag af mig - helt uventet og helt u-planlagt. Den sårbarhed, der ramte mig, og som stadig bor i mig, gjorde, at jeg var nødt til at forholde mig til mig selv og deale med en masse af de undertrykte følelser, jeg gik alene med som barn.



I mit forrige skriv delte jeg også nogle af de ord og sætninger, som mine nærmeste omsorgspersoner sagde til mig. Ord og handlinger, som satte sig fast, og fik følelsen af at være en 2. sorteringsting til at vokse i mig. Følelsen af mindreværd blev til min leveregel. Selv efter mange timer i terapi og behandlinger for bl.a. posttraumatisk stress i mit voksenliv, kan jeg stadig den dag i dag ikke se mig fri af denne følelse i forhold til mig selv. Faktisk er der dage, hvor den har rigtig godt fat i mig. Jeg kan i dag se, at alle de ting, som jeg blev fortalt af mine nærmeste omsorgspersoner, skyldtes deres frygt for, hvordan det skulle gå mig og på den måde måske kan ses som kærlighed. Men dengang da jeg bare var en lille pige på 4 eller 7 år forstod jeg det ikke. Jeg længtes efter beskyttelse, omsorg, accept af mig og ubetingede kærlighed. Det er som om den lille usikre og bange pige, hendes længsler, hendes skam og ensomhed stadig er en del af mig.

I dag vil jeg prøve at reflektere lidt over, om der i al smerten, ensomheden, skammen og  længslen findes lyspunkter. Findes der en form for mening? Hvad kan vi holde fast i, når det hele er mørkest? Hvordan kan vi måske hjælpe os selv?

Det at kunne gå rigtigt blev for mig lig med at være rigtig, og det blev i min verden afgørende for, om nogen kunne lide mig. Men jeg kunne jo ikke gå rigtigt, ej heller selvom jeg anstrengte mig. I stedet blev det naturligt for mig at kompensere for mit svigt ved fx at være en pleaser og ekstra dygtig i skolen. Når jeg altså ikke følte, at jeg kunne gøre mine forældre glade ved at gå rigtigt, så forsøgte jeg i stedet at gøre dem glade ved at være dygtig og komme hjem med høje karakterer. I sig selv er det selvfølgelig et pres, men da det for mig (pga. min ”2. sorterings-tankegang”) var naturligt at skulle kompensere, så var det bare noget, jeg gjorde. Er der kommet noget godt ud af det? Måske. Man kan i hvert fald sige, at den viden, jeg fik ved at være dygtig i skolen, den har jeg jo stadig, og jeg ved tilmed, hvordan man relativt hurtigt tilegner sig viden. Det er noget af det, jeg prøver at fortælle mig selv på de mørke dage.


Allerede som barn, var jeg meget på vagt over for andre. Faktisk har jeg en følelse af, at lige fra jeg blev født, så startede jeg med at tænke og føle, og det har jeg gjort lige siden. Mit udgangspunkt var altid, at andre mennesker ikke kunne lide mig, så snart de så, hvor forfærdeligt jeg gik. Jeg brugte rigtig mange ressourcer på at skjule det og blev faktisk ret god til det. Jeg var samtidig altid bange for at gøre mine forældre (mere) skuffede og utilfredse med mig. Al min angst og disse være følelser var ikke noget, jeg kunne dele med dem. Den evne - den detektor til at læse og fornemme andre mennesker ret præcist og er i dag en evne, jeg øver mig i at lytte mere og mere til.

Hvorfor kan jeg så ikke bare glemme det hele og komme videre?

"En historie hvor der er plads til fejl og mangler, og hvor der er kærlighed og selvaccept.

Det er bare så svært, når man selv er hovedpersonen i historien."


Jeg kan i dag faktisk godt se ”mit mønster”, og jeg begynder også langsomt at forstå, hvorfor jeg har det mønster, men det er som, jeg mangler en brik – en evne/et redskab - til at få skrevet en ny historie, få dannet nye leveregler. Jeg er ikke verdensmester i at få vendt nogle af de svære ting om, og jeg banker også mig selv hovedet over ikke at kunne det – også selvom min fornuft siger mig, at det er forkert. Det er frustrerende, for jeg tror grundlæggende på, at uanset hvilket svigt og af hvilke grund, man har været udsat for et svigt, så er vi nødt til at få trådt nogle nye stier og skrevet en ny historie. En historie hvor der er plads til fejl og mangler, og hvor der er kærlighed og selvaccept. Det er bare så svært, når man selv er hovedpersonen i historien. Det er ukendt land, det er ukendte stier, det er skræmmende, og det føles meget lettere at hjælpe andre end sig selv. Er løsningen, som skal hjælpe os ned ad denne vej måske, at vi skal tage hinanden i hånden og gå ned af den sammen?

 

søndag den 23. december 2018

Styrke

Af #Maj

"Jeg har en tendens til at finde mit beskyttergen frem, jeg vil gerne være hende der sørger for, beskytter og redder, redder det menneske jeg har investeret alt i."

Som pårørende er de fleste følelser der rammer en hårde, vi bliver ofte selvkritikere, føler os ladt i stikken og ender tit ud som sårede individer der enten føler os forladte eller rent faktisk er blevet det.







Dette er gældende uanset om vi er børn, forældre, kærester eller ven. I min tid som pårørende har jeg oplevet så mange ting, både i min barndom og det meste senere, i mit tidlige voksenliv.

Jeg har en tendens til at finde mit beskyttergen frem, jeg vil gerne være hende der sørger for, beskytter og redder, redder det menneske jeg har investeret alt i. Men en misbruger kan ikke reddes, uanset hvor meget jeg har villet det. Det har taget ufattelig lang tid for mig at indse, og det har været forbandet hårdt, problemet er, at når man gang på gang investerer så meget af sig selv i et andet menneske, og det så ender med at man må opgive og stå helt alene tilbage, så mister man lidt af sig selv hver gang, og til sidst føler man sig halv. Jeg har, efter mit brud med min sidste kærlighed, skulle genfinde mig selv fuldstændig, bygge mig selv op, og huske hvem jeg var og er, dette er ikke misbrugerens skyld, det er min. Min fordi jeg har lagt hele mig selv i kampen om et lykkeligt liv med det menneske.

"Jeg har fortjent
at være glad.
Jeg har styrken til
at være glad.


Når vi står her er det at vi skal finde styrken frem, - styrken i at være halve, være alene , sårede, forvirrede over hvem vi er som menneske, som søster, kæreste, ven, barn eller forældre. Den styrke kommer ikke altid med det samme, for mig tog det lang tid, og jeg kunne ikke gøre det selv, jeg har måtte finde hjælp, hjælp i form at grupper for pårørende, hvor jeg har fundet ligesindede, som har stået og måske stadig står i samme situation som jeg, men vi har hjulpet hinanden med at finde styrken til at se frem, bruge værktøjer i form af selverkendelse og ro i at vi ikke er de eneste der går dette igennem, trods det ikke ønskes for andre, er det rart man ikke står helt alene. Jeg har også en fantastisk coach i dag, som lærer mig at det også er okay at jeg er glad. Jeg har fortjent at være glad. Jeg har styrken til at være glad. Og det hjælper. Jeg bliver gladere. Ikke lige med det samme, men stille og roligt. Der er stadig meget selverkendelse og arbejde tilbage før jeg er på det helt rigtige spor, men jeg er godt på vej, jeg har styrken - styrken til nå helt derhen.



Det bliver måske en kamp resten af livet, om at anerkende mig selv, være okay med at jeg ikke kan rede alle dem jeg ønsker, og at livet kommer til at gå i en anden retning end jeg havde håbet og troet. Men styrken til det, den har jeg fundet, langt om længe, og den er kærkommen og nødvendig for mit fremtidige jeg.

Med stor smerte, kommer en endnu større styrke. - Jeg er STÆRK

lørdag den 15. december 2018

Den søde juletid


Af #Liva

"(…)når min mor havde klaret at servere en perfekt julemiddag (for det gjorde hun) så skulle hun selvfølgelig også belønne sig selv."

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker julen. Jeg elsker hyggen og alle traditionerne, og jeg elsker at give gaver. Da jeg var lille, var det en tid, hvor jeg, på én eller anden måde, kunne gemme mig lidt væk bag julekalendere og gavefremstilling. Når aftenerne var ulykkelige og ubehagelige, som følge af min mors fuldskab, hvor hun altid blev modbydelig, så havde jeg julekalenderne at glæde mig til, og hygge mig bag. Alene eller sammen med min søster. Julekalenderne kunne man regne med. De svigtede mig ikke. De fik mig til at føle mig glad, og lukke alt andet ude, i de 30 minutter de varede. Den dag i dag, forbinder jeg stadig julekalendere med, at være noget virkelig rart og varmt. 

Juleaften var magisk. Men ikke ret længe. Den var altid enormt hurtigt overstået. Mine forældre er skilt, og grundet min mors og søskendes opvækst, er de alle vokset op med én eller anden form for angst, misbrug og socialfobi. De er vel alle det man kalder for ”indelukkede misbrugere”. Den type, der ikke rigtigt orker andre mennesker, og som bare gemmer sig væk med deres såkaldte ”belønninger” som i min mors tilfælde altså er vin. Der var derfor ikke meget familie at holde jul med, og for det meste, var vi bare os, min mor, søster og mig. Og når min mor havde klaret at servere en perfekt julemiddag (for det gjorde hun) så skulle hun selvfølgelig også belønne sig selv. Juleaften sluttede derfor altid klokken 19.30, hvor hun også var begyndt at blive godt fuld, træt og ubehagelig.


"(…)julehyggen og glæden, var forvandlet til én eller anden ambivalent følelse af, at være overlykkelig over sine gaver,
og samtidig være
dybt ulykkelig. "

Det var altid på dette tidspunkt, at min far ringede, for at sige glædelig jul. Han var altid lige blevet færdig med julemiddagen, når vi var helt færdige med det hele. Jeg vidste godt, det var forbudte tanker, men jeg blev altid lidt ked af det, og havde et lille hemmeligt ønske om, at jeg var hos ham, når han ringede, og var så glad, og man kunne høre latteren og varmen i baggrunden, af hans gæster og resten af min familie. Men som medmisbruger, så kunne jeg aldrig drømme om, at vælge at holde jul hos ham. Det ville være for synd for min mor, og særligt også min søster. Vi havde trods alt altid hinanden. Altid. Også kl. 19.30 juleaften, når det hele var forbi, og julehyggen og glæden, var forvandlet til én eller anden ambivalent følelse af, at være overlykkelig over sine gaver, og samtidig være dybt ulykkelig.


Min yndlingsdag var derfor 25. december. Jeg behøver vel ikke fortælle, at vi heller aldrig skulle til julefrokoster.  Så den 25. stod vi alle op, og min mor begyndte jo altid først at drikke ved 16 tiden, så derfor var der en hel masse skønne timer, hvor vi kunne hygge os og kigge på vores gaver.

Som voksen har jeg gjort det til en tradition for mig selv og nu mine egne børn, at vi holder den 25. hellig. Den dag skal vi ingenting, kun hygge os, helt uden stress og jag. Jeg har også fravalgt, at holde jul med min mor. Jeg har endelig indset, at jeg ikke længere er medmisbruger. Hun er voksen, og det er jeg også. Jeg behøver ikke holde hende med selskab juleaften længere, så nu kan jeg endelig holde den jul, som jeg altid har drømt om. En jul, kun med god stemning.

Glædelig jul  ♥️