onsdag den 20. marts 2019

Jeg vil så gerne redde alle

Af #Liva

"(...) jeg blev hurtigt en del af de voksnes verden, og de voksnes problemer. Jeg blev involveret når min mor havde bekymringer - selvom jeg kun var helt lille. "


Jeg er jo vokset op med en mor, der drak. Hun var, som tidligere skrevet, en slags "indelukket" alkoholiker. Hun var meget alene, havde ikke rigtigt nogle venner, og ønskede det heller ikke. Jeg blev meget hurtigt voksen, og fik hurtigt rollen som "min mors bedste ven". (Når altså ikke hun var fuld, for så kunne hun ikke lide mig.) Så jeg blev hurtigt en del af de voksnes verden, og de voksnes problemer. Jeg blev involveret når min mor havde bekymringer - selvom jeg kun var helt lille. Når hun var fuld, havde jeg et ansvar overfor min lillesøster. Jeg forsøgte altid at passe på hende, og i de perioder hvor min mor havde kærester (som også drak) så holdt de abefest til langt ud på natten - også på hverdage. Så prøvede jeg altid at sørge for, at min lillesøster ikke vågnede for larmen og musikken, fordi hun jo skulle op og i børnehave eller skole. (Ligesom jeg selv)

Jeg var meget præget af det her med, at skulle hjælpe/redde andre (min mor, mest). Jeg husker at jeg allerede som helt lille, lagde alle kræfter i at sørge for, at vi fik nok tilmeldte til forskellige arrangementer i de fritidsaktiviteter jeg havde, for ellers ville arrangementerne blive aflyst, og mine trænere ville blive kede af det. Så jeg sad og lavede plakater, og tog rundt og hang dem op, og lavede en hel masse hjemmearbejde selv, på eget initiativ. Derfor ved jeg, at jeg altid har haft det. Redder-instinktet.

Da jeg blev teenager faldt jeg altid for de forkerte fyre. Altid dem, der var lidt nogle bøller, eller var ude i misbrug eller lignende. Jeg blev jo også gift med en misbruger, og har brugt alle menneskelige og umenneskelige kræfter på, at hjælpe ham ud af det. Det har heldigvis lykkedes, men selvom det snart er mange år siden, så kan jeg stadig godt mærke, at jeg har været igennem alt for meget. Brugt alt alt for meget af mig selv, og slet ikke har mærket efter, hvordan jeg egentlig selv havde det. Når jeg tænker tilbage på min tid med ham, så forstår jeg ikke, at vi stadig er sammen. At jeg virkelig levede så dårligt et liv, hvor han var 110% i centrum med alle hans problemer, og hvor jeg brugte alt hvad jeg overhovedet havde i mig, for at hjælpe ham, i stedet for at tænke på mig selv.

Den dag i dag mærker jeg det stadig helt vildt meget. Jeg vil gerne redde/hjælpe alle.  Eksempelvis hvis jeg hører om en ung mor, der ikke har mange midler. Så begynder jeg straks at tænke på, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kan redde denne kvinde i den situation, som hun er i. Eller hvis én i min familie eller vennekreds bliver syg eller får problemer. Så er der næsten ingen grænser for, hvad jeg vil gøre for at hjælpe. For jeg føler måske, at jeg er den eneste der kan/skal? At det er mit ansvar.

"Der var ikke plads til,
at jeg tænkte på mig selv."


Men desværre giver det jo også bagslag, altid at tænke på andre før sig selv. Man når jo slet ikke at mærke éns egne grænser, før det kan give bagslag. Jeg har selv lidt enormt meget af angst i mine voksenår, og har flere gange haft depressioner, men det har ligesom været pakket væk. Der var bare ikke plads til, at jeg tænkte på mig selv. Som min mand sagde, da han var misbruger, og jeg på et tidspunkt fik konstateret en svær depression af lægen: "Der er ikke plads til, at vi begge to har det dårligt." Og det havde han jo ret i. Så hvad gjorde jeg? Jeg holdt op med at have det dårligt. Jeg gemte det væk. Ligesom da jeg var barn, og min mor eller lillesøster eksempelvis var bange for noget, så måtte jeg tage over, selvom jeg også selv var bange. Fx ved at ringe til politiet, når min mors ekskæreste ringede på om natten og var truende.  Det er faktisk lidt vildt, at jeg aldrig har fået et sammenbrud. At filmen aldrig er knækket for mig. Men jeg har nok én eller anden særlig styrke.



Jeg tror dog på, at det har reddet mig at få børn. Det gik ligesom op for mig, at jeg kun er mor til dem. Ikke andre. Og jeg har lært mere, at sige nej. Men jeg arbejder stadig rigtig meget med det, for det ligger bare i mig og i mit hjerte og natur, at jeg skal gøre alt hvad jeg kan - og mere til - for at redde/hjælpe. Jeg ved ved i dag, at mit allerstørste ansvar er mine børn (som ingen bekymringer skal have!!), og deres behov er det allervigtigste for mig at opfylde. - og så forsøger jeg at lære mig selv, at den næstvigtigste i rækken, det er mig selv. Men det er svært. Rigtig svært. Når man er født/opvokset med et redder-instinkt som mit.

fredag den 15. marts 2019

Jeg har svært ved nære relationer

 

Af #Sara

"Jeg forventer stort set altid at de relationer jeg skaber, ryger sig en tur, for det er jeg vant til og derfor bliver de sjældent til nære relationer"

 

 
Som barn lærte jeg at være på vagt, altid i alarmberedskab og opmærksom på stemninger
Mine egne behov blev altid sat til side, for at være “den voksne” og passe på min mor.

Allerede fra jeg var 2 måneder gammel, startede min mors psykiske sygdom og har sikkert også været der inden, hun var det man i dag ville kalde bipolar og havde PTSD, vel og mærket ubehandlet, men medicineret. 

Jeg har aldrig rigtig haft et fast holdepunkt, da min mor i perioder var indlagt, både på psyk, hjertemedicinsk og for at få styr på hendes epilepsi 
Vi har også flyttet enormt meget rundt og sidst jeg talte, havde jeg boet 23 steder inden jeg fyldte 15
Når hun var indlagt, var jeg enten hos min faster, min ældste bror eller blev passer af venner og bekendte
Relationen til min mor har altid været meget dårligt og jeg endte også med at flytte hjemmefra engang hun var indlagt, uden hendes viden ....da var jeg 15



"Min opvækst er også en af de
væsentlige grunde til, at jeg den dag i dag
har svært ved at modtage
ros og omsorg"

 
Min opvækst har gjort at jeg har svært ved at tro på at der kan ske mig noget godt, stabilt og trygt
Jeg forventer stort set altid at de relationer jeg skaber, ryger sig en tur, for det er jeg vant til og derfor bliver de sjældent til nære relationer.
 
Nu har jeg så en fantastisk kæreste som jeg har kendt de sidste 10 år. Utroligt nok så er vi stadig sammen, men det har også holdt hårdt
Han har ikke rigtig haft en viden om hvordan min opvækst har været eller hvad jeg har været ude for, så når jeg har haft en “nedsmeltning” har han haft enormt svært ved at forstå hvorfor 
 

"Når jeg får følelsen at være tryg eller elsket, så bliver jeg enten panisk eller enormt ked af det."


Min opvækst er også en af de væsentlige grunde til at jeg den dag i dag har svært ved at modtage ros og omsorg
Jeg tvivler på den, tvivler på at dem som siger det, også mener det oprigtigt
Når jeg får følelsen at være tryg eller elsket, så bliver jeg enten panisk eller enormt ked af det.

Panikken handler om at det i mit hoved ikke er sandt, det er forkert at jeg har det sådan, for det kan jeg da på ingen måde have fortjent...eller at der er noget på færde, noget jeg skal være på vagt overfor

Når jeg så bliver ked af det, er det fordi jeg kan mærke, hvor meget jeg har manglet kærlighed og omsorg igennem hele min barndom...længslen efter den, behovet...er så stort at det næsten ikke er til at opfylde.
 
 

Min rejse for livet startede for godt 3 år siden og jeg er nået længere i dag end jeg nogensinde havde turde håbe på.
Jeg er opmærksom på mine reaktions mønstre, forsøger at analysere dem og taler også gerne om dem
Det gjorde jeg ikke for 3 år siden

Kvinder kender helt sikkert til sætningen : "ikke noget", når vi bliver spurgt om der er noget galt ...
Stryg den sætning, men tænk før du taler .


søndag den 10. marts 2019

Respons

Af #Cecilie

"Siden da, har jeg delt indlægget med min mor, og hun reagerede ikke som jeg havde troet"




I mit første indlæg på bloggen, skrev jeg i januar måned, om dét at miste sin mor lidt, om bearbejdnings processen, om hendes rolle som medmisbruger, som jeg jo også selv blev, med min far som misbrugeren.
Jeg valgte med vilje at starte blødt op med mine oplæg da jeg viste der kunne ske ting undervejs i forløbet.

Siden da, har jeg delt indlægget med min mor, og hun reagerede ikke som jeg havde troet, eller jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg havde forventet eller håber på, men uanset hvad, anerkendte hun min mail, hun erkendte hendes medmisbrug, hendes fejl og mangler, og spurgte endda til om min far måtte læse det, da han ikke kunne forstå jeg ikke havde ringet nu i godt 2 måneder.
Før kunne jeg ringe op til flere gange om dagen, bare for at sige ingenting, så klart han undrede sig og ikke bare ville tage kommentaren fra min mor ”hun har det skidt for tiden” for gode varer.
Jeg sagde, at hun godt måtte dele den, men at jeg var bange for hans reaktion, da jeg ikke havde den vildeste fantasi om, hvordan han ville agere.
To døgn gik der, jeg var ved at gå ud af min krop flere gange om dagen, kiggede hvert sekund på min mobil for at se, om der var kommet mail, men nej….

Jeg håbede det bedste, men tænkte det værste!
Det kan godt være blogindlægget virkede harmløs, men i min verden, var det, knald eller fald.

Havde jeg mine forældre eller mistede jeg dem nu…. ?
Jeg vidste at min far var stærk nok, til at kunne overbevise min mor om, at bryde enhver kontakt, men jeg vidste også, at min mor var stærk nok til at sige, at hun altid ville støtte mig i ALT!

2 døgn efter
, om aftenen tikkede mailen ind, jeg turde nu næsten ikke læse den. Men en lettelse faldt ned over hele min krop, som et stort edderkoppespind, og låste mig ligesom fast, på den gode måde, da det var en positiv tilbagemelding men også på en angstfremkaldende måde, da de nu begge havde accepteret fortiden som jo ikke kunne ændres uanset hvad, og vi nu sammen skulle kigge fremad.

Men jeg var ikke glad, jeg havde det ikke bedre inden i? Det var det her, jeg troede var den største af de kameler, jeg skulle sluge før jeg kunne slippe fortiden men nej… Jeg var stadig ikke i MÅL!!
Mine tanker kørte igen afsted med mig i turbo-fart!
Min mor skrev:

”Måske du troede at far blev vred, det kan han jo ikke tillade når det er rigtigt. Far har læst dit oplæg, han syndes det er rigtig godt skrevet og velformuleret, han kan godt se at det er rigtigt, men har prøvet at fortrænge det, ingen undskyldning for det, men han har jo aldrig været god til at tale om det, men i dag har vi fået taget hul på BYLDEN.”

"Far og jeg har talt om dit blogindlæg, og giver dig ret i hvad du skriver, far kan godt se at alkohol var et problem, men han har passet sit arbejde altid, givet os alle mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. Ingen har manglet noget. "

Da vi, min mand og jer, skulle til julefrokost, skulle mine forældre kommer for at passe børn, vi havde stadig kun kommunikeret over mail, og jeg havde faktisk ikke lyst til de skulle komme, jeg følte mig ikke klar, og følte ikke, at jeg havde sagt, ”så nu JEG klar igen”.
Jeg synes det var lidt akavet, plus aftenen forinden som lovet, sendte min mor mig en mail om, hvordan og hvad hun huskede fra min opvækst. Det hele var meget rosenrødt og positivt, en glad pige som var god i skolen, vellidt og efter bogen, dog var der også nogle ligheder, men bestemt også nogle ting som skulle overvejes.
Hun skrev:

”Jeg tror at du i puberteten, gjorde lidt oprør, du ville have din fars kærlighed, opmærksomhed og hans accept. Han har altid fortalt vidt og bred til andre om hvor dygtig og stolt han var af dig, hver gang du præsterede noget i skolen, på uddannelse eller senere på jobs, men han glemte bare at fortælle det til dig, og derfor har du følt dig svigtet.

Far og jeg har talt om dit blogindlæg, og giver dig ret i hvad du skriver, far kan godt se at alkohol var et problem, men han har passet sit arbejde altid, givet os alle mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. Ingen har manglet noget.


Skub og slag var jo nok en slags afmagt over for en måske provokerende ung der igen ville ses, men der ved jeg 100% at jeg sagde fra, så det er kun sket få gange. Det har fyldt meget hos dig og kan derfor lyde som om det var hver dag, hvilket det jo ikke var.”


Min hjerne stod ikke stille, mit hjerte slog dobbeltslag. Min forsvar forsvarede mig, mine tanker kørte i ring, jeg var fyldt med gråd og vrede på en og samme tid, jeg var forvirret, angst, skamfuld, jeg følte mig lille bitte og ikke noget værd, men samtidigt følte jeg mig stærk, stædig, oprigtig, modig og nu voksen.
Mit svar tilbage var kort, ”jeg føler du undskylder for meget, hvilket ikke er det jeg søger, og synes det lader til, at du giver mig skylden for de ting som er sket den gang.”

Jeg har valgt at lade den ligge der….
 
Men hold kæft, hvor er det, faktisk meget svært at sætte ord på, på skrift, hvad der sker inderst inde, da disse ord rørte mine læber, og min hjerne gentog den om og om igen….. Var det hele mit egen skyld???

tirsdag den 5. marts 2019

Fars pige


Af #Chrisanne

"(…) da min opvækst hos min mor var præget af så massive svigt synes jeg jo min far var fantastisk"

 
Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 2 år gammel, og som det var standard dengang, blev jeg boende hos min mor og kom på samvær hos min far hver 2. weekend. Jeg har altid været meget glad for min far, og når jeg ser tilbage på det som voksen kan jeg se, at det var fordi jeg hos min far fik lov at være barn og bare slappe af og hygge i trygge omgivelser. Min mor udviklede på den anden side en stor negativitet mod min far efter de gik fra hinanden. Hun hev ofte deres sag op i statsamtet, og fik ændret på samværet, ferier, helligdage og alverdens andre ting. I perioder fik hun endda sået så meget tvivl om min far, at vores samvær foregik på en overvåget institution. Eftersom jeg kun var 8 år gammel da han døde, kan jeg ikke med sikkerhed selv huske om der skulle være foregået nogen form for omsorgssvigt hos min far, men da min opvækst hos min mor var præget af så massive svigt synes jeg jo min far var fantastisk, og tiden hos ham var et lille paradis midt i den hårde hverdag. Flere af de, der kendte min far dengang har dog kun omtalt ham som en god og kærlig far, så jeg har min tvivl om rigtigheden i de påstande, min mor har kommet med omkring ham.

"Da jeg blev teenager, fortalte hun mig bl.a.
at hun havde haft mistanke
om at han havde rørt ved mig seksuelt
da jeg var omkring 3-4 år gammel"


Da jeg blev teenager, fortalte hun mig bl.a. At hun havde haft mistanke om at han havde rørt ved mig seksuelt da jeg var omkring 3-4 år gammel, og at det havde været grunden til at samværet blev overvåget første gang. Det hun havde baseret sin mistanke på, var at jeg skulle have udtalt noget om at det kildede når min far vaskede mig mellem benene. Desværre stoppede det ikke her, for da min far havde bevist at der ikke var hold i den mistanke og fik alm. Samvær uden overvågning igen, tvivlede min mor endnu engang på hans evne til at opfylde mine behov. Endnu en gang fik hun medhold i statsamtet, og som var hun hans mor/værge, lavede hun en udførlig plan over min dag når jeg var hos ham, med billeder eller tegninger af de forskellige ting, f.eks. morgenmad, bad, tøj på, frugt eller andet mellemmåltid osv. Når hun ikke mente han fulgte den plan godt nok, gik hun til statsamtet igen, og fik samværet ændret, begrænset eller gjort overvåget igen. Det endte med at den sidste tid inden min far døde, havde han mig hver 2. lørdag fra formiddag til sengetid. Grundet alle hendes mistanker måtte han til sidst ikke engang have mig overnattende, på nær når min farfar tog os med i sit sommerhus.



Efter jeg er blevet mor selv, har jeg tænkt meget over alt det med min far, hvordan jeg selv ville have gjort som mor i en lignende situation, og i og med jeg var så ung da min far døde, kan jeg ikke 100% afvise at der har været hold i nogle af min mors bekymringer. De der kendte min far dengang, har beskrevet ham som en god og kærlig far, og de var aldrig i tvivl om hans kærlighed til mig. Jeg mindes ikke at min fars hjem var rodet eller urent, og så langt jeg kan huske tilbage sørgede han altid for mad, bad, tøj og hyggelige stunder. På mange punkter mere end min mor var i stand til, og jeg har mange gange tænkt at det måske var hendes måde at skubbe sine egne fejl og dårlige samvittighed over på ham, ved at beskylde ham for alle de ting hun ikke selv havde styr på.

fredag den 1. marts 2019

At leve med PTSD

 
Af #Phine
"Soldaten der hver dag lever i en krigszone og barnet der hver dag lever i kaos, uforudsigelighed og utryghed, kan på nogle områder godt sammenlignes. "

 
Mange forbinder PTSD med soldater der kommer hjem fra krig. Soldater som hver dag skal være på vagt og konstant være opmærksomme og på forkant, for ellers kan det have alvorlige konsekvenser.

Hvad mange ikke ved, kan det at vokse op med en forældre der har et misbrug, også godt give PTSD.

Soldaten der hver dag lever i en krigszone og barnet der hver dag lever i kaos, uforudsigelighed og utryghed, kan på nogle områder godt sammenlignes.
Soldaten der konstant skal være forberedt og opmærksom, fordi man aldrig ved hvad der venter rundt om hjørnet. Kan på mange måder sammenlignes med barnet der aldrig ved hvad humør den voksne er i netop i dag. Er der ro og glæde, eller er der irritation og vrede. Kort sagt kan det at være barn af en misbruger, føles som at leve på den rene slagmark.

"Jeg er opmærksom på adfærd
fra morgen til aften. "


Jeg lever min hverdag med PTSD som konsekvens af min barndom. Min PTSD er min største udfordring i hverdagen. I nogle perioder er der ro på, andre perioder overtager den hele min krop og mit sind.
Træthed og stress er den største udløser for mit vedkommende.

Hjemme hos mig er det forbudt at komme forbi uden at ringe eller skrive først. Banker posten på døren uden jeg er forberedt, kan jeg blive panisk. Jeg får hjertebanken og blive bange.
Især lyde er noget der kan få min krop i alarmberedskab. Film med skyderier og høje brag kan jeg ikke se. Jeg bliver vred og frustreret fordi jeg ikke kan rumme det.

"En lyd, en lugt eller andet, kan give mig et par sekunder, hvor jeg ryger tilbage i en ubehagelig situation fra min barndom. "


Jeg er opmærksom på adfærd fra morgen til aften. Det giver et sæt i mig hvis mit barn pludselig i en hurtig bevægelse løfter en arm, min kæreste taber en ting på gulvet, en dør smækker osv. Den følelse jeg får, svare nok til at gå rundt om et hjørne en mørk aften, og i det man drejer rundt om hjørnet, står der en med en pistol rettet i mod en.

Flashback er også en væsentlig del af hverdagen. En lyd, en lugt eller andet, kan give mig et par sekunder, hvor jeg ryger tilbage i en ubehagelig situation fra min barndom.



Modelfoto


Man kan sagtens leve en hverdag med PTSD. Er man bevidst omkring det og på den måde kan forebygge det, så går det hele meget nemmere.

 

 

mandag den 25. februar 2019

Det vi ikke taler om...


Af #Hope

"Allerede som helt lille lærte jeg denne følelse at kende. Følelsen af ikke at være god nok, som jeg var, at mit hele jeg ikke var accepteret, som jeg nu engang var"

 
Skam har været en evig følgesvend gennem hele mit liv. Ordet skam bliver brugt i mange sammenhænge, og der findes mange former for skam. Det kan være en følelse, som opstår i forbindelse med, at man har gjort noget pinligt i det offentlige rum – her går den normalt relativt hurtigt over, men skam kan også være en smertefuld følelse, som er tæt forbundet med det at være dig. Det er den sidste form for skam, som jeg vil skrive om i dag – den skamfølelse, som knytter sig til det at være mig.

Allerede som helt lille lærte jeg denne følelse at kende. Følelsen af ikke at være god nok, som jeg var, at mit hele jeg ikke var accepteret, som jeg nu engang var. Jeg kunne jo ikke kunne gå rigtigt. ”Gå nu ordentligt”, var en sætning, jeg hørte mange gange fra mine forældre og sammen med mange andre sætninger, som jeg har delt nogle af i tidligere skriv, sindsstemninger osv. flyttede skamme ind - jeg skammede mig over, at jeg gik forkert, og jeg var ked af ikke kunne give mine forældre det, de ønskede sig – en datter, som gik rigtigt. Jeg skammede mig. Og jeg skammer mig stadig over, hvordan jeg går.

Vi talte aldrig om mit handicap i min barndom. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg skammede mig så meget over det, og af en eller anden grund kunne jeg bilde mig ind, at så længe det ikke blev påtalt, så var det der ikke. Jeg brugte ualmindelig mange ressourcer på at skjule mit handicap. Jeg var nemlig sikker på, at så snart det blev opdaget, hvordan jeg gik, så var der ingen, som ville være sammen med mig, lege med mig, være veninde med mig eller sidde ved siden af mig. Jeg blev derfor enormt god til at læse situationer. Kunne se på ansigtsudtryk, hvis nogen skulle til at spørge til det og fik hurtigt skiftet emnet. Allerede før skolealderen kunne jeg dette. Jeg blev god til at være den sidste i en flok, der rejste sig og gik med, og var der nogen, som vendte sig om eller andet, blev jeg hurtigt stående og fandt på noget at snakke om, så jeg ikke risikerede, at de stillede spørgsmål til det. Skammen var ekstra, hvis nogen jeg kendte, hørte at fremmede spurgte til det. Og særligt skamfuldt var det, hvis nogle spurgte eller vendte sig om efter mig, og min mor eller far også så det. Så var skammen dobbelt, fordi jeg følte det også ramte dem.

"Skam har påvirket min selvfølelse og selvrespekt. Jeg har svært ved at sætte grænser – ja, jeg er faktisk i tvivl om mine egne grænser."


For mig er skammen en konstant knugen i særligt maven. Skam gør ondt, den er overvældende og gennemsyrer alt, og den kan stadig aktiveres, når jeg rejser mig og går, når nogen kigger efter mig, når jeg ser mit spejlbillede fx i et butiksvindue, eller når jeg lufter hunden og møder andre. Når jeg skal deltage i arrangementer på fx børnenes skole eller i forbindelse med mit job. Og mange andre situationer. Skam har påvirket min selvfølelse og selvrespekt. Jeg har svært ved at sætte grænser – ja, jeg er faktisk i tvivl om mine egne grænser. Skammen er uhåndgribelig, og jeg ved ikke altid, hvornår den rammer. Jeg har svært ved at stole på mig selv, og jeg har svært ved at stole på og have tillid til andre. Jeg tør heller ikke altid helt tro på positive kommentarer fra omverdenen – det er som om, jeg ikke kan tage ordene til mig eller føler, at jeg ærligt fortjener dem.

Skammen er som et mørke. Ingen kan se den på overfladen, men den ligger hele tiden derinde og lurer.


Der er en stemme i mit hoved. Den blev allerede dannet i min barndom. Den fortæller mig ”hold nu op med at bilde dig noget ind – hold nu op med det pjat”. Alligevel er det som om, der er noget, som tvinger mig til at række ud. Noget der tvinger mig til at begynde at tale og skrive om det, jeg frygter mest – min skam – mit handicap. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Det gør mig nemlig samtidig sårbar. Jeg er nødt til at samle alt mit mod. Jeg bange for at dele min frygt og skamfølelse med de forkerte. Jeg er nemlig stadig bange for at føle mig afvist. Men jeg har oplevet en lettelse i glimt, et lille lys, der trænger ind, når jeg åbner mig op for de rigtige personer. Og det giver mig forsigtigt troen på, at det bedste våben mod skam er ord.

 

onsdag den 20. februar 2019

Mareridt

Af #Kirstine

"Jeg kigger på min seng, og tænker på hvor heldige andre mennesker er. Tænk at de bare kan lægge sig ned og få det søvn, deres krop har behov for. "

Jeg sidder her med en knude i maven, en knude der vokser sig større, stærkere, og som er ved at overtage den jeg er! 
- Jeg får igen følelsen af at være 8 år. 
Følelsen af hans kolde hænder, hans ildelugtende ånde, og hans kolde, kolde blik, der stirrer intenst og liderligt på mig. 
Jeg kigger på min seng, og tænker på hvor heldige andre mennesker er. Tænk at de bare kan lægge sig ned og få det søvn, deres krop har behov for. 
For når jeg lægger mig ned, bliver jeg suget ned i et endeløst hul af dejavu. 
Mine dejavu handler primært om det sekselle misbrug. 
Jeg har to drømme. Den ene fører mig tilbage til dengang jeg var barn, og jeg føler og ser det jeg blev udsat for, jeg får angstanfald og føler jeg vågner, men det gør jeg ikke. I min drøm falder jeg i søvn igen, indtil jeg hører nogle skridt. Skridt der kommer tættere og tættere på, alt imens jeg åbner mine øjne i drømmen og helt op i hovedet på mig står Alex, manden der misbrugte mig. 
I min drøm misbruger han mig i den alder jeg har nu. Til tider vågner jeg op badet i sved, og må bide i det sure æble, stå op og gå på arbejde. 

"Jeg siger altid til mig selv hver dag “ vær den person du havde brug for, som barn” "

Min PTSD er blevet så slem at jeg får dejavu om dagen, bare man peger på mig, eller siger det forkerte ord, så rammer det mig så hårdt. 
Hver dag er en kamp, en uretfærdig kamp for, at jeg kan få lov til at leve det liv, jeg fortjener! 
Jeg fortjener lykken! 
Men hvad er denne lykke, spænder jeg ben for mig selv, er jeg så draget af lykken, at alt jeg gør og ser skal være så perfektionistisk at jeg ødelægger det? 
Jeg siger altid til mig selv hver dag “ vær den person du havde brug for, som barn” 
- Men hvem er denne person? Har jeg ramt den person jeg vil være, eller er jeg som et hamster i et hjul der endeløst bliver ved med at løbe i cirkler? 

"Jeg vil være et forbillede,
jeg vil være den der viser
at man skal gribe sit liv,
og tage chancer."

Jeg lever hver dag med PTSD, jeg lever hver dag med smerten om at størtsedelen af min familie tror, at det jeg fortæller om det seksuelle misbrug er løgn. Jeg lever med, at min rigtige mor er det menneske, der har været med til at ødelægge mig. Den daglige smerte er så hård, jeg har mange gange lyst til at give op. 
Jeg tager mig selv i flere gange at kigge op på himlen og tænke , at alt deroppe måske er bedre, og min sjæl trænger til fred. 
Men tanken strejfer mig kun kort. 
For der er mennesker i mit liv, en ny mor og far, en skøn mand der holder mig oprejst, og mine små søskende. 

Jeg vil være det eksempel der bryder normen, jeg vil ikke være den næste generation i familien der slår sine børn, og drikker alle hjernecellerne ud. 
Jeg vil være et forbillede, jeg vil være den der viser at man skal gribe sit liv, og tage chancer. 
Det er så vigtigt at lytte efter sig selv! 
Og fortælle sig selv, at det kan godt være de tog 16 år af dit liv! Men de får ikke resten. 
Jeg har været heldig, jeg fik en happy ending, med kæreste, og en “mor og far” og jeg ved at takket være dem, så når jeg de drømme jeg har!
At være en ung voksen med PTSD er svært, men det er endnu sværere når man spænder ben for sig selv. 

Derfor har jeg et budskab til jer der læser med:

 Hver sød at sænk farten ned, stop op i nuet, og tænk “ Er det her mine kræfter værd” 
Følg jeres mavefornemmelse, følg jeres drømme! Det mareridt i har været igennem er overstået, find jer selv og i finder jeres indre tryghed! Dette vil tage tid! Men med mod, styrke og mennesker omkring én, så tror jeg personligt på at alting nok skal gå! 
For jeg opgiver ikke mit liv, jeg har kæmpet hver dag for lykke, jeg har siddet som lille pige og kigget ud af vinduet og drømt om hvordan mit liv skulle være, jeg har glædet mig til at blive ældre, for jeg vidste at så kunne jeg være min egen guide her i livet! 
Husk på, at vi er mennesker med PTSD, ikke PTSD’en og menneskerne. 
Dette indlæg ville sagtens kunne være længere, men PTSD er svært at sætte ord på, det er traumer der ikke vil slippe din krop, jeg tager hatten af for ikke mindst mig selv, men for alle jer andre derude med post traumatisk stress, der prøver at leve et så normalt liv som muligt, til jer derude, tro på jer selv, ligemeget om i har været i krig, været seksuelt misbrugt, eller været udsat for psykisk/fysisk vold. 
Vi skal nok klare den!