torsdag den 20. juni 2019

Ønsket om en rigtig mor


Af #Ria

"Igennem min barndom har jeg altid misundt mine veninder, for mange af dem kom fra kernefamilier, hvor en mor var en MOR."

 
 
 
 But If you loved me
Why did you leave me

– Kodaline.

De seneste par år og især efter mit brud med min mor, er ønsket om en rigtig mor vokset. En mor som ubetingede elskede mig, som kastede al sin kærlighed på mig, som ville gå igennem ild og vand for mig, som ville beskytte mig med sit eget liv. En mor med mit DNA. En kvinde som har skabt mig, fået mit hjerte til at slå. En kvinde, en mor som elskede mig ubetinget uden nogen former for forbehold.

 
Jeg har altid manglet hende som skabte mig, drømmen om den perfekte mor som lavede ”mor ting” med mig. En mor som kunne sætte mine behov højere end sine egne. Hende som trøstede mig med kærlighed, som gav mig varme kram, kys og kærlighed.

Igennem min barndom har jeg altid misundt mine veninder, for mange af dem kom fra kernefamilier, hvor en mor var en MOR. Hvor mor var alt og man altid fik kram og kærlighed. Hvor en mor viste vejen og korrigerede en hvis man var på afveje.

Men som tiden gik og jeg blev ældre, gik det langsomt op for mig at min egen mor ikke evnede alt dette. Jeg har i mange år bildt mig selv ind at det var min skyld, at jeg ikke var nok, at jeg ikke kunne elskes af min egen mor – at jeg ikke var elskværdig. Men nu ved jeg at det ikke er mig der er forkert, men min mor som aldrig har evnet det. Jeg ærgre mig blot over at det har taget så mange år, før jeg indså det. Alle de frustrationer, al den vrede, destruktive tanker og fortvivlelse over at blive valgt fra i tide og utide. Det var altødelæggende.


 

Mit hjem er dig

2000 meter i frit fald.Og måske er vi alle hvor vi skal være – Katinka.


Og når alt kommer til alt, når jeg ser det hele ovenfra, så er mit hjem ikke min mor som har skabt mig. Mit hjem er den kvinde som har givet mig ubetinget med kærlighed, varme kram og kys på panden og som tog mig til sig for snart 20 år siden. Det er hende som er mit hjem. Det er hende som er mit fundament. Hun fik ikke mit hjerte til at slå, før jeg kunne gå, men hun har sammen med min far holdt det slående i snart to årtier. Hun har formet mig til en stærk, selvstændig kvinde med gode værdier – en modsætning til min mor. Og det er i virkeligheden hende som er min moderfigur, mit forbillede, min heltinde og min styrke og svaghed. Det er hende som jeg elsker ubetinget, det er hende jeg har givet min ubetinget kærlighed til. Den kendsgerning har været svær at acceptere, for det burde være min mor jeg gav min ubetinget kærlighed til, men når det ikke kunne være anderledes, så er jeg oprigtig glad i maven over at det ikke blev sådan.


 

Jeg er lige præcis der hvor jeg skal være.

lørdag den 15. juni 2019

Mors lille soldat

Af #Chrisanne

"Jeg endte derfor i rollen som min mors mest fortrolige, både når hun var alene og i forhold, altid var det mig hun betroede sig til, græd ud hos eller gav skylden for når noget gik galt"


I mit seneste indlæg skrev jeg om min far, og hvordan det var hos ham. Nu er det blevet tid til at åbne op for alle de ting, der skete under min opvækst hos min mor. Gennem min barndom har min mor haft en række forskellige kærester, noget jeg vil lave et indlæg om senere, men i de perioder hvor hun ikke havde en kæreste, virkede hun meget ensom. Jeg kan ikke mindes at min mor som sådan har haft gode, tætte venskaber, i hvert fald ikke nogle der er kommet i vores hjem eller som hun var hjemme hos, ikke før jeg blev teenager i hvert fald. Hun har haft en del løse bekendtskaber gennem tiden, og kom også hos det af vores familie vi nu havde kontakt med, men ellers sad hun som oftest bare hjemme alene og så fjersyn, eller hørte musik. Jeg endte derfor i rollen som min mors mest fortrolige, både når hun var alene og i forhold, altid var det mig hun betroede sig til, græd ud hos eller gav skylden for når noget gik galt, f.eks. når en fyr var gået fra hende. Den adfærd har trigget et pleaser-gen i mig, som gjorde at hver gang min mor var vred eller ulykkelig, gjorde jeg alt for at hjælpe hende og gøre hende glad igen. Jeg kunne ikke holde ud at se hende ulykkelig, og samtidig var det også en situation fyldt med angst, for når min mor var vred eller ulykkelig, hvornår gik det så ud over mig næste gang, og hvad kunne hun nu finde på?
 

"det eskalerede i at hun en
aften ville tage sit eget
liv med nogle piller.
Jeg kan huske at jeg græd
og tryglede hende om
at lade være
"


Jeg kan huske en episode, hvor min mor havde været meget ulykkelig i nogle dage, over hvad mindes jeg ikke, men det eskalerede i at hun en aften ville tage sit eget liv med nogle piller. Jeg kan huske at jeg græd og tryglede hende om at lade være, det var frygteligt. Om hun tog pillerne eller ej kan jeg ikke længere huske, men jeg mindes at det endte i at hun kastede op. Der var også et utal af drukture hvor jeg hjalp hende efterfølgende, når hun blev dårlig og skulle kaste op, eller skulle hjælpes i seng. En af de værste drukture jeg kan huske, foregik i et sommerhusområde hvor vi var med min farfar. Min mor og jeg havde været på besøg i et af de andre sommerhuse, hvor min mor havde fået en del øl og snaps, og da vi skulle gå tilbage til min farfars sommerhus skulle vi op over en lille høj, men min mor blev ved med at falde. Hun var meget fuld og væltede rundt, faldt over sine egne ben og var slet ikke til at hjælpe. Jeg turde ikke gå tilbage og spørge om hjælp hos dem vi havde besøgt, for det var meget pinligt at min mor var blevet så fuld, og samtidig turde jeg ikke efterlade hende, af frygt for hvad der kunne ske. Hvordan det præcist endte kan jeg ikke huske, mange af disse dårlige minder er blevet lidt slørrede for mig med tiden, men vi endte til sidst med at komme frem til min farfars sommerhus, hvor min mor blev lagt i seng.
 

"Min mor kaldte mig engang
imellem sin lille soldat"

 


Min mor kaldte mig engang imellem sin lille soldat. Det var ofte sent om aftenen, når hun var ensom eller havde behov for mig af den ene eller anden grund, så lavede hun en ”leg” hvor jeg som oftest skulle holde mig vågen en hel nat, og så skulle en masse forskellige ting. En gang var det at vi skulle ud og gå midt om natten, en anden gang tog hun mig ind til Kødbyen i København, hvor hun ville lære mig selvforsvar, og efterfølgende lod som om hun overfaldt mig for at jeg kunne vise at jeg kunne finde ud af at bruge det. Nogle gange var det ”bare” at sidde og snakke med hende en hel nat, uden jeg måtte falde i søvn. Når jeg ser tilbage på det, har hun nok haft gode hensigter med det, f.eks. det at lære mig selvforsvar så jeg kunne klare mig selv, og mange af de andre ting hun har trukket mig igennem midt om natten har også været i forsøg på at lære mig noget eller forberede mig på livet og omverden, men måden det foregik på var ikke noget et barn bør udsættes for.
Ingen børn bør være mors eller fars små soldater, hverken på den ene eller anden måde!

mandag den 10. juni 2019

SKAM

Af #Tanja

"Jeg skammer mig fordi jeg fortryder så meget, at jeg ikke sagde fra og sagde NEJ, måske fordi jeg ikke havde lært det, eller fordi jeg bare indordnede mig eller noget helt tredje. "


Jeg har en indre skam, som forfølger mig, og som nok altid vil være min følgesvend.
Jeg skammer mig over de mange gange jeg har lagt nærmest tilfældige udnytte min krop. Min krop burde være mit tempel, mit helt egen, jeg burde eje min egen krop, hvor kun jeg havde nøglen til skatten.
Men mænd har bare vadet lige hen over mig.
Mine fødder blev kolde, mine ben gik i krampe, min mave stoppede med at fungere, sammen med min vejrtrækning, mine arme blev tynge, min hals og nakke blev spædt og mit hoved var fyldt med de samme dumme sætninger, gang på gang…
”DU ER IKKE GOD NOK” ”DU ER ULÆKKER OG TYK” ”DU FORTJENER INTET” ”DU BURDE HELLERE DØ END AT LEVE DETTE LORTE LIV” ”DU HAR IKKE FORTJENT BEDRE”.
Jeg var bange for de tanker, da jeg viste, at det kunne gøre så ondt, at man virkelige bare ville frygte, langt langt væk. De var stærkere end mig og de var sande!
Finder man ægte kærlighed igennem sex? Selvfølgelig finder man en form for intimitet og samhørighed. MAN BLOTTER SIG… for mig kan intet komme tættere på, jeg er blottet og sårbar.
For jeg søgte altid kærligheden, trygheden, og det at blive accepteret, som det hele menneske jeg var, også inden i…. Ikke bare en dum krop, som alle kunne tage en bid af!
Jeg skammer mig fordi jeg fortryder så meget, at jeg ikke sagde fra og sagde NEJ, måske fordi jeg ikke havde lært det, eller fordi jeg bare indordnede mig eller noget helt tredje. Lige meget hvad, har det ændret mig som pige, kvinde, som menneske, udadtil er jeg fuldt af skam!
 

 Jeg slukkede den dag, jeg lukkede ned,
jeg husker ikke hvordan eller om jeg
ændrede mig efter den dag,
som den lille pige jeg nu end var.

 
Jeg var bare en lille pige på 10 år, den dag hvor min fars kammerat forgreb sig på mig, JEG VAR BARE ET LILLE BARN, som fik den store opgave at beskytte mig 5-årige mindre bror, som sov lige ved siden af mig, i vores forældres seng, mens min mor hentede min fulde far på kroen. Jeg var alene, jeg var den voksne, jeg tænkte på ham og ikke på mig selv. Jeg slukkede den dag, jeg lukkede ned, jeg husker ikke hvordan eller om jeg ændrer mig efter den dag, som den lille pige jeg nu end var.

 
Men som voksen nu, 35 år, må jeg tage den lille pige, i hånden, og vise hende, hendes værd ud af skammen som har fulgt os hele livet.
FOR det var ikke min skyld, ej hellere mine forældres skyld, når sådan nogle skrækkelige hændelser rammer en, og en allerede tidlig PTSD, fik taget på min barndom, ungdom og mit voksenliv, som først nu er italesat, har gjort det lidt ekstra svært at slippe skylden og skammen over min utilstrækkelighed. 

onsdag den 5. juni 2019

Mit frirum

Af #Hope

" Jeg fandt et stort frirum og mening i at passe og også ofte redde de dyr, som andre ikke troede på."

 
Jeg har en fornemmelse af, at jeg blev født, og så startede jeg med at tænke og føle.


Jeg lærte hurtigt, at det ikke var godt, at jeg ikke kunne gå rigtigt. Mine forældre var kede af det, og det fik hurtigt hos mig og min familie et meget stort fokus. Faktisk var det i perioder næsten det eneste, jeg fokuserede på. Hver gang, der var en chance for at ønske, så ønskede jeg, at jeg kunne gå rigtigt. Jeg bildte mig selv en masse ind – at hvis jeg nåede dette på x antal minutter, eller inden et eller andet skete, SÅ ville jeg komme til at gå rigtigt.  Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange, jeg ønskede og eksperimenterede Men ønsket gik selvfølgelig aldrig i opfyldelse.

Jeg var altid bange for at falde og fysisk havde jeg selvfølelig også tit ondt – jeg havde rigtig tit ondt i mine fødder. Jeg husker, hvordan jeg stod med den varme bruser på mine fødder for at få smerten til at forsvinde, eller hvordan jeg lod som om, jeg skulle prøve noget tøj, hvis jeg var på shoppetur, så jeg kunne sidde et øjeblik. Jeg fortalte stort set aldrig om smerterne til nogen og slet ikke til mine forældre, og på en eller anden måde var det faktiske mere det psykiske – altså skammen, ensomheden og frygten, der fyldte min hverdag frem for smerterne. Det følelsesmæssige og mentale overskyggede det fysiske.

Men der var åndehuller i min barndom, og det var dyrene. Selvom jeg særligt i starten var bange for at ride pga. min dårlige balance og manglende kræfter og dermed svigtende mod, så blev det hestene, som fik mig til at glemme i glimt. I starten var jeg som sagt bange, og faktisk tror jeg, at den eneste grund til, at jeg ikke holdt mig tilbage var, at min lillesøster også ville ride, og af en eller anden grund ville jeg så ikke være den pivede storesøster.

"I dag, tror jeg det måske (ubevidst) var min måde at komme i kontakt med den omsorg, som jeg selv havde brug for og savnede. At være den jeg selv savnede i mit liv…?"


Men det var langt fra kun hestene, som fik et stor plads i mit liv. Jeg fandt et stort frirum og mening i at passe og også ofte redde de dyr, som andre ikke troede på. Det var alt fra sommerfuglen, som var fanget i et edderkoppespind, det var duen, som var skadet af en kat, det var ællinger uden mor, det var gåsen, der brækkede benet, eller lammet, der ikke kunne gå rigtigt. Og der var mange flere. Jeg følte mig i den grad nærmest kaldet og forpligtet til at redde dem, beskytte dem og give dem retten til livet også. Det var meget meningsgivende for mig. I dag, tror jeg det måske (ubevidst) var min måde at komme i kontakt med den omsorg, som jeg selv havde brug for og savnede. At være den jeg selv savnede i mit liv…?


Jeg er meget taknemmelig over, at min barndom rummede mulighed for kontakt til dyr. Jeg tror, at det for alle mennesker er vigtigt at finde et frirum – et sted hvor vi kan trække vejret og være os selv – men det er måske særligt vigtigt, når man føler sig forkert, ”unormal” og altid føler sig på vagt overfor omverdenen. Dyrene dømte mig aldrig, de kiggede aldrig skævt til mig, eller sagde eller gjorde dumme ting. De tog mig for den, jeg er, og det var fint for dem. De holdt mig fast og fik mig til at glemme om end kun i glimt. Det gør de stadig. Den dag i dag har dyrene et meget stor plads i mit hjerte. Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden dyr.

torsdag den 30. maj 2019

Når kærlighed ikke er nok

Af #Maj

 "Det gør ondt at sige farvel til den man elsker, men det gør lige så ondt at holde fast når kærligheden er usund."

"
 
Jeg var sikker på at vi kunne overvinde alt, vi kunne overvinde jalousi, nedgang i livet og selvfølgelig også det misbrug der havde fanget ham. For kærligheden ville jo sejre, og han ville med min hjælp komme ud af det. Jeg var overbevist om at det var sådan det endte. Os to lykkelige, og med familie i fremtiden.
 
Men det var slet ikke tilfældet, vi overvandt det meste, vi holdt os i hvert fald i overfladen, og når vi havde det godt var det fantastisk, men når det var skidt, var det forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke leve med at føle mig fanget i et andet menneskes misbrug, til trods for jeg forsøgte at overbevise mig selv om noget andet gang på gang, men mit hjem ikke var min sikre base længere, og den har jeg brug for.
Jeg var splittet, for på den ene side ville jeg bare have det her helt almindelige liv, med kærlighed, hus, have og børn. Men det her var jo slet ikke en verden hvor disse drømme kunne blive til virkelighed, til trods for at vi prøvede at gøre dem til det. På den anden side, så ville jeg bare ham, koste hvad det ville! Vores kærlighed var ekstrem, det var virkeligt, intens, og stormfuld.
 
Vi satsede alt på vores kærlighed, igen og igen og igen.. Men til sidst var det bare ikke nok. Ingen af os kunne holde til det i længden. Når det bliver en kamp, så er der noget der forsvinder, I dette tilfælde var det ikke kærligheden der svandt, men håbet og drømmene, der lige så stille krakellerede. For de kunne ikke eksistere i sidste ende.
 
Vi ville simpelthen ikke kunne give hinanden det som vi hver især havde behov for.
 

"Dette er noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, for når det ikke er kærligheden der mangler, er det forbandet svært at sige farvel."

 
Han kunne ikke give mig den stabilitet jeg søger og behøver, kunne ikke love mig at misbrug ikke ville være en del af vores liv, vi  ved alle, der har haft misbrug tæt på livet, at tilbagefald ofte sker, og dette vidste jeg ikke om jeg kunne holde til at skulle igennem. Egentlig var vi jo faktisk slet ikke der hvor det kunne kaldes tilbagefald, for i slutningen skete det oftere og oftere, og var faktisk mere tiltagende end i bedring. Og jeg levede i angst for næste gang konstant.
Samtidig kunne jeg ikke give ham følelsen af at være den mand jeg behøvede, han følte altid at han ikke slog til, at han svigtede og aldrig ville blive den mand han syntes jeg fortjente. Denne følelse var jo nok ikke med til at gøre et lettere for ham at holde sig fra det.

Vi valgte derfor som to mennesker der elsker hinanden ubetinget, at give slip, at give slip på hinanden så vi begge i fremtiden ville kunne få det vi søger efter i livet. I hvert fald gør livet lettere at leve for os begge to.
Dette er noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, for når det ikke er kærligheden der mangler, er det forbandet svært at sige farvel.
Men det var det bedste for os begge to.
 
 
 
Jeg er endnu ikke nået dertil hvor jeg har fundet det jeg søger i livet. Men jeg håber at komme dertil en dag. Og jeg håber det samme for ham.
Så kærligheden alligevel kan sejre, og selvom den ikke er i samme rum mere, og heller ikke kommer det.
 
Det gør ondt at sige farvel til den man elsker, men det gør lige så ondt at holde fast når kærligheden er usund.
  • En dag kan vi måske takke hinanden for at have givet slip.

lørdag den 25. maj 2019

Mors mænd


Af #Ria

"Hendes favorit type var typisk ham nede fra værtshuset, som havde samme standard som hende og samme forliste baggrund."

 
Ligeså længe jeg kan huske har der altid været mænd i hendes liv. Jeg mindes ikke at der var lange perioder uden mænd. Hendes favorit type var typisk ham nede fra værtshuset, som havde samme standard som hende og samme forliste baggrund. De havde oftest også samme alkoholiske trang som hende. Jeg har altid hadet hendes kærlighed for disse typer af mænd, de gjorde intet godt for hende andet end at trække hende med ned i deres eget sølle liv.
Oftest var hendes forhold korte, for jeg tror at min mor hurtigt begyndte at kede sig, for hun skiftede hurtigt sine mænd ud. De fornuftige mænd smed hun væk som var de affald.

Oftest var hendes kærester lidt for kærlige. De gav lidt for lange kram, de sad med mig på skødet i lidt for langtid da jeg var mindre og oftest var deres ord lidt for kvalmende. Jeg har aldrig følt mig helt tryg i deres selskab, de udtrykte noget som jeg aldrig har kunne definere. Jeg kan stadig mærke den væmmelse min mors mænd gav mig. Deres fedtede øjne, sødlige ånde af øl, lidt for kærlige væremåde og deres snøvlende tale.

Når min mor havde kærester på besøg var jeg ikke førsteprioritet, hun valgte dem frem for mig. Jeg holdte dem oftest med selskab, for at passe ind og for at få min mors opmærksomhed. Jeg sad med dem i køkkenet blandt ølflasker, cigaretrøg og snøvlende tale. Jeg husker tydeligt en aften hvor hun gav mig 100kr, så kunne jeg tage op til købmanden og købe noget lækkert til mig selv – hun ville af med mig, jeg forstyrrede mere end jeg var til glæde. Den aften tog jeg til Nyborg i påskud af at jeg skulle mødes med en veninde, men jeg ville bare væk fra hende, så jeg gik rundt inde i byen i nogle timer inden jeg vendte hjem. Oftest kom jeg hjem til et bord fyldt med tomme flasker og af vane fjernede jeg dem alle, så køkkenet igen var pænt og klar til dagen efter.

"Jeg var alt for meget mor og alt for lidt barn hos hende når mændene var der. Hun evnede ikke selv det ansvar. "


Jeg har altid hadet dem, for de behandlede sjældent min mor særlig pænt, og oftest endte det med en grædende mor. Jeg har altid følt en beskyttertrang ift. min mor, jeg har altid gerne ville beskytte hende i mod verden, mod andre når de ikke behandlede hende ordentligt. Det var et kæmpe ansvar, og jeg brugte rigtig mange ressourcer på at være på dupperne når mændene var i hjemmet. Jeg var hendes mor, jeg påtalte når de drak for meget og når de skulle tage en pause fra diskussionerne. Jeg var alt for meget mor og alt for lidt barn hos hende når mændene var der. Hun evnede ikke selv det ansvar.


Min mors dårlig smag og bedømmelse af mænd har ført til mange blåmærker, og sidst endte det med at der skulle 2 voksne mænd til for at fjerne ham fra min mor.  Og den cirkel vil altid blive ved indtil hun aktivt selv vælger at bryde den, hvis den dag nogensinde kommer.

Jeg håber hun en dag indser at hun er mere værd end en voldelig, ussel og ynkelig mand, som tror han kan opnå respekt ved at yde vold mod en kvinde. Jeg håber hun bliver klogere før hendes tid er rendt ud.

 

 

mandag den 20. maj 2019

Når kærlighed gør blind

Af #Sally

"Men ikke længe efter, at vi var flyttet sammen, gik det hele galt. Jeg så pludselig, at jeg var flyttet sammen med et uhyre."



Jeg mødte ham da jeg lige var fyldt 19 år. Han var 21 Jeg var lige flyttet hjemmefra, og sammen med et par veninder i et bofællesskab. Han var venner med en af mine roommates, og vi blev hurtigt glade for hinanden. Før ham, havde jeg ikke haft andre kærester. Det var egentlig ikke min interesse. Jeg ville ikke binde mig. Men Amor ville altså, at jeg skulle falde pladask for ham.

I starten var vi så forelskede, og jeg så slet ingen dårlige sider. Jeg bemærkede ikke engang, at han drak rigtig mange øl, for vi var jo unge, og det var meget normalt, at vi altid var nogle stykker der sad i lejligheden og hyggede os. Faktisk gik det først rigtigt op for mig, hvor galt det stod til, da vi en dag besluttede at flytte sammen. Vi flyttede til hovedstaden for at få bedre job og uddannelsesmuligheder. Han skulle starte på HF, og jeg skulle finde en videregående uddannelse.

Men ikke længe efter, at vi var flyttet sammen, gik det hele galt. Jeg så pludselig, at jeg var flyttet sammen med et uhyre. En mand, der ikke kunne stå op om morgenen. Som ikke fungerede før han havde fået mindst tre øl - som jeg skulle ned og købe. Han var kontrollerende, psykotisk og ind i mellem blev han også voldelig. Han fik nogle syge idéer. Hvis han mente, at jeg havde gjort noget forkert, (og det skete meget tit) så kunne han finde på, at tage alt mit tøj ud fra skabet, og lægge det i en bunke på gulvet. Så ville han hente en saks og et minutur, og sætte sig med tøjet, og så ville han sige, at jeg havde 30 sekunder, til at hænge det tøj op igen, som jeg ville gemme. Resten ville han klippe i stykker. Helt uden grund. Helt uden nogen idé med det. Kun for at straffe mig. Bare fordi jeg lige havde gjort en eller anden ubetydelig lille ting, der altså fik ham til at flippe helt ud. Eller fordi jeg måske havde været uenig med ham i noget. Når jeg lavede mad, flippede han helt ud, hvis det var for saltet eller lignende. Jeg husker engang, hvor han tændte en smøg over spisebordet og maden, fordi han ikke "gad æde det lort" - og bagefter skoddede han den lige ned i gryden. Bare fordi han syntes, at der var for meget salt i.

"Jeg husker min misundelse,
 når de andre fra mit arbejde fortalte,
at de skulle hjem til en kæreste
der havde lavet mad."


Han kunne slet ikke gå i skole. Jeg fandt ud af det, da han pludselig stod en måned uden SU. De havde taget den, fordi han ikke var mødt op. Han havde ofte sagt, at han skulle møde senere end mig. Jeg havde fået arbejde på en café, indtil jeg kunne starte mit studie. Men det viste sig, at han stort set aldrig mødte op. De dage hvor han skulle møde før mig, og var nødt til at tage afsted, var han bare taget ned i byen eller lignende. Så han kom på kontanthjælp og skulle nu gå hjemme, og det gjorde alting meget værre.

Hans døgnrytme var totalt vendt. Når jeg stod op om morgenen for at gå på arbejde, var han ikke gået i seng endnu. Når jeg kom hjem, træt og sulten kl 19, ville han lige været vågnet, og han ville være "alkohol-tørstig." Jeg husker min misundelse, når de andre fra mit arbejde fortalte, at de skulle hjem til en kæreste der havde lavet mad. Jeg levede lidt i en fantasiverden, for jeg ville ikke afsløre, hvor elendigt jeg havde det. Ikke overfor nogle. Slet ikke min familie og venner. Så jeg spillede med, og sagde, at jeg skulle hjem og have lasagne, som han havde lavet. Det kunne næsten ikke være mere løgn.
Når jeg kom hjem, ville han være som et monster der lige var vågnet. Han havde ofte lavet overraskelser til mig, i form af fx at tømme alle køkkenskuffer, fordi han syntes, at vi havde for mange ting - at det rodede i skufferne. Så jeg kom altså hjem og skulle lave mad selv, og skulle endda rydde alt det op, han havde smidt på gulvet fra skufferne. Det var en almindelig aften for mig. Jeg mødte på arbejde klokken 9, i min frokostpause skulle jeg købe øl til min kæreste, for hvis jeg gjorde det efter job, ville jeg ikke nå min bus, og jeg var i forvejen først hjemme kl. 19.30.


Alligevel havde jeg svært ved at slippe ham. For når først han fik sine øl, så blev han enormt kærlig. Og så så jeg en anden person, nemlig ham jeg elskede, ham jeg ville dele mit liv med. Det var en forfærdelig tid. Et par forfærdelige år. Fordi jeg havde det så ambivalent hele tiden. Hver gang han var faldet ned igen, lovede han, at han ville stoppe med at drikke, søge hjælp, starte i skole, blah blah blah. Jeg var hans eneste ene, og jeg havde sådan en drøm om, at når først han fik hjælp, så ville han blive den mand, jeg elskede, som var gemt inde i monsteret.




Det bedste jeg har gjort for mig selv var, da jeg endelig forlod ham. Jeg vidste, at det ville blive en krig. At jeg skulle gøre det, når han ikke var hjemme. Så en dag da han var på weekend hos hans bror, så pakkede jeg mine ting, og flyttede hen til en veninde. Det gjorde så ondt, og jeg græd 24 timer i døgnet næsten. Jeg vidste, at han var fortabt uden mig. Det var trods alt mig, der havde holdt sammen på det hele i hans liv. Først efter lang tid, fik jeg overbevist mig selv om, at han ikke var mit ansvar.

Jeg mødte ham for nyligt, og han er blevet gift og har fået en lille søn i dag, og arbejder som kok på en restaurant. Så i virkeligheden gjorde jeg nok både mig selv OG HAM en tjeneste, da jeg gik. Jeg ville nok bare ønske, at jeg havde gjort det noget før, men som man siger; Kærlighed gør blind.